Hvem er jeg?

Som I efterhånden er blevet bevidst om, er mit navn Mads Walter, og jeg er 25 år.

Jeg er født i den provinsby, københavnerne for nylig har kastet deres kærlighed over (Svendborg), døbt på Ærø og opvokset på Thurø. Jeg er enebarn af forældre, der gik fra hinanden, før min bevidsthed blev vækket. Det kommer ofte bag på folk, når jeg fortæller dem, at jeg er enebarn. Hvorfor ved jeg ikke, da jeg jo ganske naturligt ikke har prøvet andet, men måske har det noget at gøre med, at jeg trods alt er mere sympatisk end Dudley Dursley.

Avisen har aldrig været en fast bestanddel af morgenbordet, jeg kan ikke håndtere en saxofon som John Coltrane, og jeg har ikke læst Dostojevskij. Til gengæld er jeg opvokset med en far, som fra en tidlig alder altid sagde til mig: ‘‘Udtal dig ikke om noget, du ikke ved noget om.’’ Den frase har altid været et pejlemærke i mit liv, måske ligesom når Jørgen Leths far sagde til ham: ‘‘Brug dine øjne, søn.’’

Min fars råd har, om ikke andet, mejslet sig fast i min bevidsthed og medvirket til en søgen efter viden og forståelse.

Min søgen efter viden er nok mest kommet til udtryk i min nysgerrighed over for omverdenen. Jeg elsker at møde nye mennesker og får ofte at vide, at jeg er en fabelagtig god lytter. Dog mener jeg heller ikke, at jeg er bleg for at stille et uddybende spørgsmål eller ti, hvis noget er uklart.

Foruden at lytte og agere Spørge-Jørgen har jeg selvfølgelig også andre egenskaber og meritter med i skabet:

• Jeg har dyrket basketball i elleve år.

• Jeg har startet et band med nogle folkeskolevenner (dog uden at udgive noget musik).

• Jeg har vundet medaljer i den ædle disciplin rygcrawl.

• Jeg har cyklet op ad Mont Ventoux.

• Jeg har flippet et utal af bøffer hos McDonald’s og Gasoline Grill.

Ingen i min familie har en boglig baggrund. Den skribent, jeg har omgåedes mest med i min barndom, må være Tom Kristensen, som ligger begravet på Thurø, hvor det meste af min skolegang er foregået. Så mine journalistiske interesser er selvskabt. Jeg har altid været enormt draget af faget og heraf medier generelt.

Hvorfor det er tilfældet, er nok egentlig stadig uklart for mig, men da jeg var lille, legede jeg radiovært hjemme i stuen og fabrikerede playlister til anledningen. Det skulle vise sig, at jeg fik brug for den, da jeg kom i 9. klasses praktik på Radio Diablo, hvor jeg stod for hitlisterne, og siden da har taget det skridtet videre til natlig oplæser på programmet A-Z hos Radio IIII (det får I uddybet længere nede). Jeg afskrev børnebøger fra ende til anden (ja, I kan godt få et eksemplar af Junglebogen med fonten “Mads Walter 5 år”).

Derfor var det da også uden den store tvivl, at jeg valgte at søge ind på journalistuddannelsen for to år siden. Det har kun vist sig at være den helt rette beslutning. Så kan det godt være, at Ditte Giese siger ‘‘Run for the hills’’, når hun møder journaliststuderende, men jeg vil våge den påstand, at jeg aldrig har lært så meget på så kort tid. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig har vanvittigt meget at lære, og det ser jeg frem til (forhåbentlig) bliver på jeres redaktion, hvor jeg vil gøre mit ypperste for at udvikle mig og mit journalistiske håndværk.